Dansk
English
Sitemap
Udskriv
Til forside

 

POLYURETHANPLAST OG ELASTOMERE

Den teoretiske vinkel...!

   
 

SÆDVANLIGE BETEGNELSER
Polyurethan, urethanplast, polyether (-skum), polyester
(-skum), koldskum, celleplast, blødt skum, stift eller
hårdt skum, urethanskumplast, polyurethan-elastomere, polyurethangummi.
 
Sædvanlige forkortelser: PUR, RIM, RRIM, TPE-PU, TPU
 
ALMENT
Med udgangspunkt i anvendte polyol- og di-isocyanattyper kan der fremstilles en bred vifte af forskellige typer
af fleksible eller stive polyurethaner med høj eller lav densitet.
 
Materialegruppen er kendetegnet ved stor
kemisk modstandsdygtighed og har et bredt anvendelsesspektrum, bl.a. til polstring af møbler, til madrasser, puder, termisk isolering, sliddele i industrien, interiørdele i biler og indgår i mange forskellige typer
malinger/lakker, fugemasser og lime. 
 


GENERELLE EGENSKABER
Polyurethaner tilhører gruppen af hærdeplast og er ligesom andre organiske materialer opbygget af bl.a.
kulstof, brint og ilt.
 
Materialerne er i grundtilstanden hvide til gullige, men gulner yderligere med tiden under indvirkning af UV-lys.
 
Dvs. de ældes under bl.a. farveforandring, men kan ved indblanding af additiver eller i kombination med
indfarvning gøres mere lysbestandige.
 
Polyurethaner kan skræddersys til et bredt interval af densitet, hårdhed og fleksibilitet og med eller uden
integreret skinddannelse.
Materialet anvendes til et stort antal funktioner i samfundet.
 
   
BRANDEGENSKABER
Polyurethan er et brændbart materiale. Under brandforløbet afgives forbrændingsgasser som er sundhedsskadelige.
  
Brændbarheden og røgudviklingen afhænger af materialets porøsitet, densitet, omgivelsernes temperatur og ilttilførsel og af eventuelle tilsætninger af brandhæmmende additiver samt af materialeopbygning.
 
Slukning af brand sker med pulver eller kuldioxid. Al kontakt med røggasserne skal undgås ved anvendelse af ilt- eller
friskluftmaske.
 

  

FLEKSIBELT POLYURETHANSKUM
(PU skum uden skind)
  
Blokstøbning alternativt formstøbning.
  
Densitetsområde
15 til ca., 100 g/l
  
Kendetegn:
Ved variation af de indgående komponenter i recepten kan der produceres produkter med stor spændvidde i
såvel mekaniske som kemiske egenskaber.
 
Anvendelsesområde.
Polstermateriale til møbler, madrasser og bilsæder, til pakninger, gymnastikmåtter, tæppeunderlag, svampe
og vaskeklude, til laminering med tekstiler, til lydisolering, såkaldt back-up til PVC artikler i biler, oliefiltre og
tætningslister.
 

FLEKSIBELT POLYURETHANSKUM
(PU skum med skind, såkaldt Integralskum)
 
Formstøbt polyurethanskum
 
Densitetsområde:
100 til ca. 1000 g/l
 
Kendetegn
Som der kan fremstilles fleksibelt polyurethanskum med lav densitet, kan der ligeledes fremstilles produkter med stor spændvidde af mekaniske og kemiske egenskaber.
Graden af skinddannelse påvirker desuden i høj grad de mekaniske
egenskaber.
 
Anvendelsesområde:
Anvendes som energiabsorberende dele i køretøjer, pakninger samt dekorations- og komfortartikler i køretøjer,
skosåler, bådfendere, dæk til hobbyartikler, armlæn til kontormøbler samt handikap-, rehabiliterings og
sygehjælpemidler.

       

RÅVARER
 
- DI-ISOCYANATER
Di-isocyanater er stoffer der sædvanligvis er flydende ved stuetemperatur og som ved reaktion med hydroxylholdige stoffer som f.eks. polyoler danner polyurethaner.
De mest almindelige typer er TDI og MDI.
  
- POLYOLER
Polyoler er flydende, olielignede stoffer, som kemisk set kan være polyester- eller polyetherbaserede, hvilket
har indflydelse på egenskabsbilledet af slutproduktet.
Til polyoler kan tilsættes et antal mindre mængde
hjælpestoffer såsom katalysatorer, blæsemidler og stoffer, som indvirker på celledannelsen.
Den kemiske opbygning af polyolerne påvirker ligesom additiverne i høj grad slutprodukternes egenskaber,
dvs. deres stivhed, elasticitet, densitet og skinddannelse.
  
- ADDITIVER, HÆRDERE og ANDRE HJÆLPESTOFFER
Additiver kan tilsættes for at styre reaktionshastighed, skumstabilitet, cellestruktur og densitet under fremstillingen, og for at det færdige materiale opnår specifikke brugs- og funktionsegenskaber.
Et eksempel herpå er hærdere i form af dioler, diaminer eller alkanolaminer, som tilsættes såvel almindelige PUR-systemer som PUR-prepolymere for at styre hærdningsforløbet.
  
- BLÆSEMIDLER
Til fremstilling af cellulære polyurethaner anvendes en kombination af kemiske og fysiske blæsemidler.
Kulbrinter, især pentan-isomere, anvendes ved fremstilling af stift polyurethanskum, mens der ved fremstilling
af fleksibelt polyurethanskum anvendes flydende kuldioxid.
  

   
REGLER OG HÅNDTERING
   
Kun de af myndighederne tilladte kemikalier må anvendes til fremstilling af polyurethanprodukter. Således er
det f.eks. forbudt at anvende CFC’er eller HCFC’er som blæsemidler. Fremstilling, transport og øvrig håndtering af kemikalier er reguleret i gældende love og forskrifter. 
   


FREMSTILLING
 
- KONVENTIONELLE METODER
Princippet i fremstillingen er, at de væskeformige komponenter blandes og reagerer under dannelse af
polyurethanmaterialet. Blanding og dosering foregår industrielt ved anvendelse af mekanisk blandings- og
doseringsudstyr, ved såkaldte lav- eller højtryksmetoder.
  
- PREPOLYMER-BASERET FREMSTILLING
Ved fremstilling af elastomere, lime og fugemasser anvendes ofte prepolymere, hvilket indebærer at isocyanat
og polyol forreageres. Derefter tilsættes de øvrige kemikalier og sluthærdningen foregår.
 
- TERMOPLASTISKE POLYURETHANER
Termoplastiske polyurethaner fremstilles ved samme processer som anvendes til fremstilling af termoplast,
dvs. ved sprøjtestøbning, ekstrudering eller blæsestøbning.
 
- ALMINDELIGE FREMSTILLINGS METODER
 
Fremstillingsmetoder som sædvanligvis anvendes er:
 
1. Blokstøbning
2. RIM reaktionsstøbning (Reaction Injection Moulding)
3. RRIM reaktionsstøbning med fiberindblanding (Reinforced Reaction Injection Moulding)
4. Lav- og højtryksstøbning i åbne forme
5. Sprøjtestøbning, ekstrudering og blæsestøbning (for TPE-PU) 
   

 

GENANVENDELSE
  
- ENERGIGENVINDING
PUR materialer har omtrent samme energiindhold som fyringsolie og kan forbrændes i de fleste
affaldsforbrændingsanlæg knyttet til energigenvinding.
 
- KOMPOSTERING OG DEPONI
Polyurethan er ikke komposterbart, da nedbrydning under indvirkning af sollys, varme og mikroorganismer er
yderst langsom.
 
Der er i Danmark et forbud mod deponering af forbrændingsegnet affald. Polyurethanskum og andre
plasttyper har et højt energiindhold, som frigives ved forbrænding, hvorfor disse materialer bør bortskaffes til
forbrænding, hvis de ikke kan genbruges. 
  
 
- GENVINDING TIL RÅMATERIALE, SÅKALDT FEEDSTOCK RECYCLING
Polyurethan er, på grund af at det er en hærdeplast, ikke genanvendelig på samme måde som termoplast.
 
Dvs. materialet kan ikke smeltes om til nyt materiale. Forskning pågår vedrørende kemiske metoder til nedbrydning til udgangsmaterialerne, der kan anvendes til ny fremstilling af polyurethanprodukter.
 
- MATERIALEGENANVENDELSE
Rester i forbindelse med opskæring kan granuleres i en mekanisk proces. Granulatet fra fleksibelt skum kan
anvendes som fyld i puder og hynder til havemøbler eller sammenbindes til såkaldt bonded foam ved
tilsætning af en di-isocyanat binder. Materialet støbes i forme under indvirkning af højt tryk og damp og kan
efterfølgende konfektioneres til ønsket geometri. En anden metode er at formale PUR til et fint pulver og
tilsætte det som fyldstof ved fremstilling af nyt polyurethan. 
 

  

     

     AKUSTIKPRODUKTER

            
      

LYDDÆMPNING

 
   

SKÆRMVÆGGE

      

     

LYDBAFLER

 

      

KONTAKT OS

 

 

 

  

B6 Akustik A/S
Professionel støjdæmpning & Tekniske applikationer i skum
B6 Akustik A/S- en del af B6 Gruppen

email(at)b6akustik.dk | www.b6akustik.dk | Tranåsvej 5-7, DK-9300 Sæby | Tel. (+45) 9989 1050 | Fax (+45) 9989 1060